07-11-2017 14:22

Guld og obligationer - tjek vores nye fonde

Har du appetit på risiko og lyst til investeringer i guld eller obligationer, så læs mere om vores nyeste Link-fonde for dig, der selv styrer din pension.

Obligationer

Fonden "JPMorgan Global Bond Opportunities" tilbyder investeringer i en bred portefølje af obligationer og valuta verden rundt. Den er afdækket i Euro. Fondens brede fokus gør den interessant for dig, som vil slippe for selv at tage stilling til placeringen af dine renteinvesteringer – med denne fond er du sikret global spredning.

Du kan placere en stor del af din investering i High Yield-obligationer. Det betyder, at risikoen ved denne fond er højere end i traditionelle obligationsfonde. Omvendt har du af samme grund mulighed for at få et bedre afkast.

Guld

"BlackRock GF World Gold Fund" er fonden til dig, der ønsker guld i din opsparing. Der er tale om en nichefond, som virkelig eksponerer din pensionsopsparing imod guldsektoren. Mindst 70 pct. af aktiverne i fonden bliver investeret i selskaber med guldminedrift som deres primære forretning. Fonden investerer desuden i selskaber, der fokuserer på andre metaller og mineraler.

Også her er der tale om en fond for den risikovillige pensionsopsparer. Det skarpe fokus på guld og metaller/mineraler gør, at du kan forvente større udsving i dit afkast end i fonde med et bredere fokus.