06-02-2017 12:46

Regnskab: Tilfredse kunder og top 3-afkast

2016 blev et år med masser af succes for SEB Pension. Kunderne er tilfredse, og afkastene ligger i toppen af markedet.

SEB Pension sluttede 2016 med endnu en førsteplads i den anerkendte Aalund-måling af kundetilfredshed. Det er syvende gang ud af de seneste ni mulige, at SEB Pension kan bryste sig af den titel.

Førstepladsen får vi bl.a., fordi kunderne kvitterer for at møde rådgivere hos os, som er på forkant. SEB Pension forstår at tilpasse sin anbefalinger til den enkelte kunde – enten medarbejder eller beslutningstager – og rådgiverne venter ikke på, at kunderne selv henvender sig; i stedet sørger vi for at opsøge kunderne på de tidspunkter, hvor pensionsordningen trænger til et eftersyn.

"Det må ikke være svært at få overblik over, om du sparer nok op til pensionen og er dækket rigtigt, hvis du bliver syg og ikke længere kan arbejde. Og med vores e-Pensionstjek, der fungerer både på pc, iPad og mobil, er det også nemt at få det overblik," siger Søren Lockwood, adm. direktør i SEB Pension.

Afkast i toppen

Uanset om kunderne har sparet op med høj, middel eller lav risiko i 2016, har de fået afkast i top 3 på det danske marked, når det gælder Markedspension.

En 50-årig kunde med opsparing i vores anbefalede Middel risiko-produkt fik et afkast på 7,4 pct. i 2016.

Traditionel pension, hvor risikoen er lavere, og kunden er garanteret en bestemt ydelse som pensionist, fortsætter med at være et meget populært produkt blandt kunderne, fordi vi efter stor succes med investeringerne kan tilbyde den bedste forrentning af kundernes opsparing. Kontorenten lød på 3 eller 6 pct. i 2016 afhængig af kundernes rentegruppe.

De stærke resultater for Traditionel pension også i 2016 betyder, at SEB Pension har hævet kontorenten for kunder i rentegruppe 1 til 3,25 pct. med virkning fra 1. januar 2017.

Læs regnskabsmeddelelsen 2016