Har du forsikringerne i orden?

Vi ved ikke, hvor gamle vi bliver. Men vi ved, at danskernes levealder generelt er stigende.

Et langt og aktivt liv øger ikke kun behovet for at spare op i god tid. Lige så vigtigt er det, at du altid er sikret økonomisk, hvis du bliver syg eller kommer ud for en ulykke.

Har du en forsikring mod tab af din arbejdsevne?

Dit behov for sådan en forsikring vil ofte være mindre, jo ældre du er. Det skyldes, at din opsparing og din private formue typisk er steget og kombineret med offentlige ydelser, kan det være tilstrækkeligt til at dække dit og din families behov. Derfor bør du overveje dit behov. Skal du f.eks. hellere bruge det, du betaler i præmie til forsikringen, til at spare mere op eller forsøde dagligdagen nu.

Har du en forsikring, der sikrer udbetaling af et beløb, hvis du dør?
Afhængig af din alder og hvor lang tid der er til du vil gå på pension, kan du overveje om du har brug for forsikringen. Typisk er dit behov mindre, jo ældre du er. Du kan f.eks. have andre aktiver eller en pensionsopsparing, der bliver udbetalt ved dødsfald og som dækker dine efterladtes behov. Har du ikke et behov for forsikringen, kan du i stedet vælge at spare mere op eller forsøde dagligdagen nu.