Gå til søgefunktion Gå til indhold

Din browser er forældet. For en bedre og mere sikker brugeroplevelse anbefaler vi, at du benytter en anden browser.

Nordic Outlook: Forbrugere holder væksten nede

SEB offentliggør i dag kvartalsrapporten Nordic Outlook, hvori SEB’s økonomer tager pulsen på den økonomiske udvikling i et nordisk perspektiv. Ifølge den nye prognose skrues der ned for vækstudsigterne.

SEB offentliggør i dag en ny prognose for både den danske og den globale økonomi, hvori der skrues ned for vækstudsigterne. Forventningerne til væksten i Euro Zonen i 2019 er således blevet nedjusteret med en kvart procent til 1.6%. 

”Den europæiske økonomi tabte seriøst højde i 2018 og har stadig en række politiske udfordringer foran sig i 2019,” udtaler Thomas Thygesen, chef for SEB’s globale strategiteam.

”Derfor tror vi, at ECB er nødt til at fastholde renten på et ekstremt lavt niveau for at forhindre en yderligere afmatning. Vores forventning om en vækst i Europa på 1,5-2% i de kommende to år ser en anelse optimistisk ud lige nu, men det kan Mario Draghi og hans kolleger forhåbentlig ændre på.”

Dansk økonomi forventes også at se en mere afdæmpet vækst. 

”Vores forventning om en vækst på lige over 1% i 2018 overdriver nok opbremsningen lidt, for det er mest en teknisk justering,” siger makrostrateg Elizabeth Mathiesen, der er ansvarlig for SEB's analyse af dansk økonomi.

”Men ligesom i resten af Europa ser vi en opbremsning til en vækst på 1,5-2% i det næste par år.”

”Opbremsningen skyldes selvfølgelig delvis svagere vækst på eksportmarkederne, men den vigtigste årsag er, at forbrugerne tilsyneladende holder fast i en høj opsparing trods lave renter og stigende huspriser,” fortsætter Elizabeth Mathiesen.

”Det skyldes blandt andet, at bankerne nu strammer lånevilkårene igen. Det giver lidt lavere vækst, men også lavere gæld, og det skal vi nok ikke være kede af.” 

”Til gengæld holder stigende beskæftigelse og højere lønninger den hjemlige økonomi på sporet. Så risikoen for dansk økonomi er primært, at der kan ske noget udenfor Danmark,” siger Elizabeth Mathiesen.

Læs analysen af dansk økonomi i Nordic Outlook

Læs hele kvartalsrapporten Nordic Outlook - January 2019