Gå til søgefunktion Gå til indhold

Din browser er forældet. For en bedre og mere sikker brugeroplevelse anbefaler vi, at du benytter en anden browser.

Nordic Outlook: Udsigt til et ægte dansk opsving i 2019

Dansk økonomi står over for et rendyrket opsving i 2019, hvor SEB forventer en vækst på 2,5 pct. Det fremgår af kvartalsrapporten Nordic Outlook.

Udsigterne for 2019 tegner til et klassisk opsving i dansk økonomi drevet af forbrug og investeringer. Det kommer oven på et 2018, der har været præget af ”støj” i de kvartalsvise væksttal fra den varme sommer og store engangsordrer.

Det vurderer SEB i kvartalsrapporten Nordic Outlook, hvori SEB’s økonomer tager pulsen på den økonomiske udvikling i et nordisk perspektiv.

Det er især stærke beskæftigelsestal og udsigt til stigende lønninger og øget forbrug, der er drivkræfterne for opsvinget i 2019.

”Der er udsigt til et ægte opsving i dansk økonomi i 2019, hvor danskerne forventes at øge forbruget – bl.a. båret af stigende realløn og voksende formuer,” siger makrostrateg i SEB’s Strategy Team, Elizabeth Mathiesen.

SEB forventer en lønvækst på 2,5 pct. i 2018 og fortsat højere lønstigninger i 2019 og 2020, hvor væksten i lønningerne kan nå over 3 pct.

”Når lønstigninger over de 3 pct., kan spørgsmålet om mangel på arbejdskraft blive mere centralt, men i vores prognoser ser vi det ikke som et udtryk for overophedning. Økonomien har plads til stærk vækst i hvert fald et par år endnu,” siger Elizabeth Mathiesen.

Læs Nordic Outlook her