07-06-2018 12:57

Salg af SEB Pension - landechef Peter Høltermands kommentar

Salget af SEB Pension til Danica Pension er nu gennemført. Dermed intensiverer SEB Danmark sit fokus på bankforretningen.

I dag er SEB’s salg af datterselskabet SEB Pension til Danica endelig afsluttet, efter de danske konkurrencemyndighederne godkendte aftalen i den forløbne uge.

Med salget styrker SEB de primære aktiviteter i Danmark yderligere og koncentrerer kræfterne om sine kerneområder inden for bankforretning.

"Vi har de seneste 20 år drevet erhvervs- og investeringsbank som vores hovedaktivitet i Danmark. Her intensiverer vi nu vores fokus yderligere med henblik på fortsat at skabe vækst i vores aktiviteter med store virksomheder, institutionelle kunder og velhavende privatpersoner. Vi har allerede taget de første skridt og investeret i at styrke vores internationale kapitalforvaltning og Privat Banking-teamet i SEB Danmark,” siger Peter Høltermand, landechef i SEB Danmark.

SEB har over de seneste år leveret markant vækst inden for corporate banking og kapitalforvaltning for bl.a. internationale institutionelle kunder og private velhavere i Danmark. I første halvår 2018 har SEB derfor investeret i et nyt team med internationalt fokus i Asset Management Sales og udvidet SEB’s Private Banking-team i Danmark.

Aftalen om salget af SEB Pension til Danica blev offentliggjort 14. december 2017 betinget af de danske konkurrencemyndigheders godkendelse. Den 30. maj godkendte Konkurrencerådet salget, der er gennemført i dag.

Landechef i SEB Danmark Peter Høltermand er meget tilfreds med, at salget nu er gennemført og fremhæver, at det er et velkonsolideret pensionsselskab med branchens mest tilfredse kunder, som SEB i dag kan sende videre til Danica.

”SEB Pension er et meget attraktivt selskab i branchen. Det var da også efter mange grundige overvejelser, at vi valgte at sælge vores datterselskab gennem 13 år. Vi er overbeviste om, at aftalen om salget til Danica vil medvirke til at skabe værdi for både kunderne, SEB og Danica,” siger Peter Høltermand.

Læs også SEB Groups meddelelse