Gå til søgefunktion Gå til indhold

Din browser er forældet. For en bedre og mere sikker brugeroplevelse anbefaler vi, at du benytter en anden browser.

SEBInvest vinder to investeringspriser

Morningstar Fund Awards 2018 kårer to fonde under Investeringsforeningen SEBInvest som landets bedste i kategorierne europæiske aktier og balancerede fonde.

Det er tredje gang, at SEBInvest kåres som den danske investeringsforening, der er bedst til at investere i europæiske aktier med fonden SEBInvest Europa Højt, der også vandt i 2015 og 2016. I år er SEB ligeledes nummer et i kategorien balancerede fonde med SEBInvest Balance Vækst – og henter dermed to af de i alt fem priser, der fordeles i 2018.

Direktør i investeringsforvaltningsselskabet SEBInvest A/S, Peter Kock, er meget tilfreds med årets kåringer. Han fremhæver dem som et resultat af en flot og kontinuerlig indsats af SEB Investment Management, der forvalter de to fonde - med Anders Lund Larsen som porteføljemanager på SEB Balance Vækst, og Christian Darenhill som porteføljemanager på Europa Højt Udbytte.

"Der er grund til at være stolte over, at SEB placerer sig bedst i to ud af fem kategorier - og vi dermed er blandt de bedste i landet til at levere et stærkt risikojusteret afkast til vores investorer," siger Peter Kock. 

Morningstar Fund Award er en årlig begivenhed, hvor analysehuset kårer de bedste investeringsforeninger i Danmark. Kåringerne sker på baggrund af etårsafkast, men med et krav om, at fondene også har leveret konkurrencedygtige risikojusterede afkast målt over tre og fem år.

Fakta om Europa Højt Udbytte

  • Vandt også Morningstar Fund Award i 2015 og 2016.
  • Investerer bredt i europæiske aktier og bredt i spændet mellem large og small cap selskaber.
  • Strategien er aktiv, men har en systematisk tilgang til forvaltning, hvor der opsættes en række faktorer, som vægter i udvælgelsen af de enkelte selskaber.
  • I 2017 slog afdelingen sit benchmark med cirka 5 %-point.

Fakta om SEBInvest Balance Vækst

  • Investerer hovedsagligt i andre SEB fonde, typisk aktivt forvaltede fonde, og anvender dermed alle kompetencer indenfor SEB.
  • Er aktivt forvaltet med udgangspunkt i SEB’s forventninger til den globale økonomi og de finansielle markeder.
  • Har i 2017 overvejende haft en overvægt til aktier. Gennem året har de taktiske allokeringer ramt rigtigt, således at aktierisikoen er blevet justeret på de rigtige tidspunkter.

Læs mere om prisuddelingen hos Morningstar