Gå til søgefunktion Gå til indhold

Din browser er forældet. For en bedre og mere sikker brugeroplevelse anbefaler vi, at du benytter en anden browser.

SEB indleder direktørskifte i Danmark

Landechef Peter Høltermand overlader ansvaret for SEB Danmark til Mark Luscombe, nuværende landechef i SEB i Storbritannien. Det sker i forbindelse med en langsigtet successionsplan frem til 2022.

Peter Høltermand har arbejdet i SEB siden oprettelsen af SEB’s danske bankfilial i 1997 – heraf de seneste 18 år som landechef. I den tid har SEB udviklet sig til en af de førende erhvervs- og investeringsbanker i Danmark. Peter Høltermand vil som en del af succesionsplanen gradvist overlevere ansvaret for den danske forretning i SEB i perioden op til SEB’s 25-års jubilæum i 2022.

”SEB i Danmark står i dag i en stærk position med en klar defineret strategi rettet mod de store virksomheder, de institutionelle kunder og formuende privatpersoner. Og efter 23 år i ledelsen i Danmark synes jeg, at det er det helt rigtige tidspunkt at overlevere ansvaret for SEB i Danmark til næste generation. Det bliver en stor og vigtig opgave, som jeg ser frem til at gennemføre sammen med Mark Luscombe over de næste to år. På det personlige plan ser jeg ligeledes frem til at udbygge min bestyrelseskarriere – og bringe min erfaring fra SEB og dansk erhvervsliv i spil i endnu højere grad,” siger Peter Høltermand.

Til august 2020 vender Mark Luscombe, nuværende landechef i Storbritannien, tilbage til SEB i Danmark

Mark Luscombe har de seneste fem år stået bag den vellykkede udvidelse af SEB’s aktiviteter i London og kender den danske forretning og kunder godt fra sin tidligere position som Head of Corporate Banking og Deputy Head of Large Corporates & Financial Institutions i perioden 2010-2015.

Fra august 2020 vil han være leder af divisionen for store virksomheder og finansielle institutioner for senere fuldt ud at overtage rollen som landechef.

”SEB har et stærkt fundament i Danmark, der bygger på engagerede medarbejdere og langsigtede kunderelationer. Jeg ser meget frem til at vende tilbage og løfte den vigtige opgave, der ligger i at udbygge vores position, sikre fortsat udvikling af forretningen og fastholde den særlige kultur, som kendetegner SEB i Danmark,” siger Mark Luscombe.

Koncernchef i SEB Johan Torgeby udtaler:

”Med denne langsigtede successionsplan på plads føler vi os sikre på, at vi kan fastholde den stærke SEB-kultur og fortsætte med at udvikle vores forretning sammen med vores kunder i Danmark.”