Kina har i sommerens løb konkurreret med Grækenland om markedernes opmærksomhed. Først var det et krak på aktiemarkedet, der krævede hårdhændet intervention. Senest er det den overraskende devaluering af den kinesiske valuta, der har sendt chokbølger gennem systemet. Skal vi nu til at være bange for Kina?
Nyhederne fra Kina er udtryk for, at der er noget galt: Kinas vækst er faldende, og en stribe tiltag fra regering og centralbank har indtil nu ikke været i stand til at vende udviklingen. Men den nye valutakurspolitik er ikke udtryk for, at de har mistet kontrollen - tværtimod giver det måske god mening for Kina at have en mere fleksibel valuta, mens de kæmper med en storstilet strukturel forvandling.
Kina er i gang med at skifte motoren i vækstmaskinen fra investeringer til forbrug. Håbet er, at forbruget tager fart lige præcis samtidig med, at væksten i den traditionelle industrielle vækstbase aftager. Det er en fin balance – hvis væksten i den traditionelle motor aftager for langsomt, kan det skabe overophedning og bobler, men går det for hurtigt, kan resultatet blive et ødelæggende økonomisk tilbageslag.
Kinas beslutning om at 'tillade' en svagere valuta skal ses i lyset af disse udfordringer og de begrænsninger, der var forbundet med at holde en stabil kurs over for dollaren alene. Når man låser sin valuta til en anden valuta, er man er nødt til at følge den politik, ankerlandet vælger. Lige nu kæmper Kina for at skabe vækst, og samtidig planlægger den amerikanske centralbank, som stort set den eneste i verden, at hæve renterne for at dæmpe væksten, og det styrker dollaren og den kinesiske yuan.
Som et resultat af dette er den kinesiske valuta steget med over 20 pct. siden sidste sommer over for fx euroen og den danske krone. Det har gjort Kinas varer dyrere og lagt pres på eksporten, og samtidig har det ført til faldende importpriser og lavere inflation på hjemmemarkedet. Ikke lige den rette medicin, hvis man som Kina kæmper for at forhindre både vækst og inflation i at falde. Men hvis USA hæver renten, og Kina sænker den, vil det være meget vanskeligt at fastholde en stabil dollarkurs.
Det kan diskuteres, om det er en god ide at hæve renten i USA, men en stærkere valuta er ikke, hvad Kina har brug for lige nu. På den baggrund giver det god mening at introducere noget fleksibilitet. Det er også et skridt på vejen mod en mere normal markedsbaseret valuta, noget som blandt andet Den Internationale Valutafond (IMF) har rådet Kina til.
Problemet for resten af verden er bare, at en devaluering eksporterer Kinas deflation i stedet for at fjerne den. Faldende råvarepriser og hårdere kinesisk konkurrence kan skabe problemer for andre lande, der også ønsker højere inflation og vækst. Størrelsen af devalueringen bliver formentlig i denne omgang ikke meget mere end 5 pct., og det er i sig selv ikke et ødelæggende økonomisk chok, men det er en stor ændring efter så mange års bevægelse i samme retning. Derfor taler mange nu om en valutakrig.
Det er første gang , siden Kina for over ti år siden begyndte at guide valutaen inden for et bånd, at den kinesiske valuta er blevet svækket over for dollaren. Mange investorer og virksomheder har nok tænkt, at en stærk yuan var en af de få forudsigelige ting, man kunne regne med. Nu er der en ekstra usikkerhed at tænke over, samtidig med at inflationen og væksten i resten af verden får et uventet tryk nedad. Det lægger pres på andre centralbanker for at gøre noget, der kan kompensere for Kinas overraskelse.
Hvis de ikke reagerer, kan den kinesiske devaluering få negative konsekvenser for den globale økonomi. Men Kina har sendt et signal til den amerikanske centralbank: Hvis I hæver renten, vil dollaren stige yderligere og presse den amerikanske inflation ned. Er det virkelig en god idé? Hvis resten af verden lemper den økonomiske politik for at kompensere, vil Kinas beslutning faktisk påvirke verden med endnu flere vækstfremmere end før.
Situationen minder på nogle måder om den i slutningen af 90'erne. Dengang pressede Kina også råvarepriser og globale konkurrenter, og USA valgte i sidste ende at holde den globale inflation oppe ved at sænke renten og give los for gældsætning og stigende markeder. Nogle år senere, da dot-com boblen brast, så den beslutning ikke ud til at have været så smart, men det forhindrede, at krisen i Asien i første omgang blev til en global recession.
Hvis den amerikanske centralbank står med samme trade-off i dag, vil de så træffe det samme valg? Det er spørgsmålet for de globale investorer, når de kommer tilbage fra sommerferie. Hvis USA vælger den bløde løsning, vil den globale vækst snart stige igen – men prisen er måske overvurderede markeder om et par år. Lur mig, om ikke de satser på, at der sker noget heldigt i løbet af de par år.